Min profil
Jeg er eksamineret psykoterapeut fra Psykoterapeutisk Institut i Århus i 2014. Jeg arbejder relations- og kropsorienteret med et eksistentialistisk og humanistisk grundsyn.
Jeg trækker også på mere end 30 års erfaring som fysioterapeut. Jeg har haft job i mange forskellige miljøer, bl.a. daginstitutioner, skoler, sygehus, Arbejdstilsynet, hospice og privat praksis, hvor jeg har mødt børn, unge og voksne i vidt forskellige livssituationer.
Sammenhængen mellem krop og psyke optager mig til stadighed og de to fag udgør et godt udgangspunkt for at se ”det hele menneske”.
Jeg ønsker at sætte en proces i gang, at støtte ønsket om udvikling – og den mere gennemgribende forandring – og kender på egen krop den modstand man kan føle og usikkerheden ved at miste fodfæste for en stund.
Jeg har, som de fleste mennesker, mødt både glæde og fortvivlelse på min vej, stor lykke og stor sorg. Jeg kender min egen modstand mod forandring og trang til at blive i det kendte, også selv om det ikke er der, jeg trives. Og jeg kender forløsningen og glæden, når jeg tør, følger og står ved mig selv. Det er hårdt arbejde, lønnen sjældent materiel, men ikke desto mindre stor og underfundig når det lykkes.

Det er mit mål at bidrage til den enkeltes forståelse for egne handle- og tankemønstre, samt værdier, så det bliver muligt at vælge bevidst og konstruktivt, også når noget er svært eller begrænset. Jeg ønsker at bidrage til, at den enkelte kan leve i sunde relationer og fællesskaber i alle aldre.
Selv er jeg gift, vi fejrede sølvbryllup i 2015, og vi er så heldige at have tre voksne børn, to svigerbørn samt tre skønne børnebørn.